Om ANDFAN.dk
Hvis der skulle være tvivl om, hvad ANDFAN.dk går ud på, så nej, det er ikke en klub for entusiastiske nicheornitologer. Det er i hvert fald kun én bestemt and, siden er til ære for, og det er selvfølgelig Anders “Anden” Matthesen.
Her på ANDFAN.dk dækker vi nyheder om Matthesens arbejde med stand-up, film, bøger, podcast mm., vi bygger et leksikon over Matthesens værker, vi har konkurrencer, giveaways, en merchandise shop, og så arrangerer vi meet-ups og events.
Alt sammen uafhængigt af Anders Matthesen, som hverken har redaktionel indflydelse eller i det hele taget noget at gøre med siden.
ANDFAN.dk drives med tilladelse fra Matthesen, og der vil være samarbejde fra tid til anden. Men Matthesen og andre rettighedshavere er ikke ansvarlige for indholdet her på siden.
Som den gamle ælling (slang for fan af Anders Matthesen) måske har spottet, så er ANDFAN.dk en genoplivning af en gammel hjemmeside af samme navn. Det gamle Andfan eksisterede fra 2005-2008. Kæmpe skud ud til de drenge, der drev det dengang. Det har ikke blot gjort indtryk på landets ællinger, men også på hovedpersonen selv.
Det gjorde åbenbart stort nok indtryk på Anders Matthesen, til at han i episode 9 af genudgivelsen af Andcast i den populære podcast Den Hvide Væg nævnte, at domænenavnet var ledigt – og en hentydning til, at det er med hans velsignelse, hvis nogen ville genoplive fællesskabet.
Undertegnede, Patrick, hørte det pågældende afsnit 7. august 2024 og blev med det samme besat af idéen om at gøre det til virkelighed. Efter to dage med brainstorm og “pros and cons” endte jeg med at sætte det i gang.
Der var ingen konkret plan, men bare en masse løse idéer, som på sigt (kort eller lang vides ikke) måske ville kunne lade sig gøre.
Med lidt autodidakte færdigheder indenfor webdesign og et budget nær nul blev arbejdet sat i gang. 26. august 2024 blev ANDFAN.dk lanceret, og en ny æra er begyndt.
Nyd det – eller lad være. Det bestemmer du sådan set helt selv. For at citere Matthesen, så er det lavet for sjov og for at underholde – ikke for at træde på nogen. Og du ved nok selv hvordan man slukker.
– Patrick, stifter af det nye ANDFAN.dk.